åbner i nyt vindue
UPDATE 16. februar 2026

Apple introducerer en ny videopodcast-oplevelse på Apple Podcasts

Apple Podcasts vil muliggøre HLS-videopodcasts, som giver indholdsskabere og brugere den bedste oplevelse på markedet
Podcasten Baby, This is Kiki vist på iPhone 17 Pro og 11" iPad Pro 11 med en M4-chip.
I den nye videopodcast-oplevelse drevet af HLS-teknologi kan brugere skifte mellem video og lyd, skifte til vandret fuldskærm samt downloade video til offlinevisning.
Apple præsenterede i dag en transformerende opdatering af Apple Podcasts til foråret, som låser op for avancerede videopodcast-funktioner i appen. Denne forbedrede videopodcast-oplevelse udnytter Apples brancheførende HTTP Live Streaming (HLS)-teknologi til at sætte en ny standard, som giver podcastskabere større kontrol og flere muligheder for indtægtsgenerering og brugerne en seeroplevelse i højeste kvalitet.
"For tyve år siden hjalp Apple podcasting med at blive mainstream ved at tilføje podcasts til iTunes, og vi lancerede den dedikerede Apple Podcasts-app for mere end et årti siden," fortæller Eddy Cue, Apples Senior Vice President for Services. "I dag er endnu en milepæl i den rejse. Ved at introducere en førsteklasses videooplevelse i Apple Podcasts giver vi indholdsskabere fuld kontrol over deres indhold og den måde, de opbygger deres forretning på. På samme tid er det lettere end nogensinde for brugerne at lytte til eller se podcasts."
I Apple Podcasts-appen kan brugerne nemt skifte mellem at se eller lytte til udsendelser, hvor det at opdage og se videopodcasts er lige så let og underholdende som det altid har været for lydpodcasts. Brugerne kan se videoer i appen og skifte til vandret fuldskærm samt downloade videoer til offlinevisning. Og automatisk kvalitetsjustering drevet af HLS-teknologi sikrer problemfri afspilning under forskellige netværksforhold og leverer den bedst mulige oplevelse, uanset om lyttere er på Wi-Fi eller mobilforbindelse. Videoepisoder integrerer med de eksisterende funktioner, som brugere af Apple Podcasts allerede elsker, herunder personlige anbefalinger og udvalgt redaktionelt indhold under fanen Nyt og i kategori-siderne.
Et stillbillede fra podcasten The Zane Lowe Show vises på iPhone 17 Pro.
Appens forbedrede videopodcast-funktionalitet giver indholdsskabere mere kontrol over deres indhold og brugerne en videooplevelse i højeste kvalitet.
Den nye videopodcast-oplevelse klæder indholdsskabere godt på. Indholdsskabere distribuerer gennem deltagende udbydere af hostingtjenester og reklamenetværk og bevarer fuldstændig kontrol over deres indhold og indtægtsgenerering. Acast; ART19, et Amazon-selskab; Tritons Omny Studio; og SiriusXM, inklusive SiriusXM Media, AdsWizz og Simplecast, understøtter HLS-video ved lanceringen, og flere udbydere vil slutte sig til fremover. For første gang kan indholdsskabere dynamisk indsætte videoreklamer – herunder reklameindslag fra værten – hvilket låser op for det bredere videoreklamemarked, uden at miste deres kreative kontrol. Video bliver fuldt integereret i eksisterende udsendelser uden at forstyrre følgere eller downloads, og indholdsskabere kan skabe indtægter via sponsorater og dynamisk reklame. Apple opkræver ikke noget for, at udbydere af hostingtjenester eller indholdsskabere distribuerer podcasts på Apple Podcasts, om det er det traditionelle RSS/MP3-format eller HLS-video. Apple opkræver et gebyr af deltagende reklamenetværk, der er baseret på antal visninger, for levering af dynamiske reklamer i HLS-video på Apple Podcasts senere på året.
"Apple Podcasts har haft en enorm betydning for podcasting. Video på platformen er et definerende øjeblik – det udvider mulighederne for indholdsskabere, annoncører og mediet generelt," udtaler Greg Glenday, Acasts CEO. "Vi er stolte af at hjælpe med at lede denne udvikling, der giver adgang til nye publikummer og indtægter for Acasts indholdsskabere og er en fremragende måde at formidle brand storytelling på. Denne integration forstærker vores position som en vigtig vækstmotor for moderne podcast-virksomheder. Vi sørger for, at indholdsskabere eller annoncører ikke mister indtægter eller målgrupper."
"Video er det næste kapitel i podcasting. Forenkling af lyddistribution og flere muligheder til indholdsskabere med fleksible løsninger til indtægtsgenerering er det, som ART19 blev skabt til, og nu fortjener video det samme," fortæller Geoff Mattei, ART19s CEO. "Det er et stort øjeblik for indholdsskabere, som har ventet i lang tid på at kunne levere video til udgivere i samarbejde med Apple Podcasts."
"Podcasting har udviklet sig enormt meget det sidste årti, og denne innovation fra Apple hjælper med at bevare integriteten af det, som gør mediet til noget specielt, og forbedrer video og lyd med nye funktionaliteter i takt med, at de to formater i stigende grad smelter sammen," udtaler Scott Walker, leder for reklameindtægter hos SiriusXM. "For udgivere, markedsførere og indholdsskabere giver HLS-video på Apple Podcasts nye muligheder for at udvide deres forretning. Som en ledende virksomhed inden for podcasting, der har bedt om en tilgang med et åbent økosystem, er vi begejstrede for at se en så stor spiller som Apple fortsat udvikle podcasting-branchen og støtte reklamefællesskabet."
"Video er i stigende grad blevet en vigtig måde for brugere at interagere med lydindhold på, og Apples indryk på dette område er et vigtigt skridt frem," fortæller Sharon Taylor, omsætningschef for Triton Digital. "En åben tilgang, der giver udgivere mulighed for at bevare kontrol med deres publikum, reklame og målinger, hjælper langsigtet vækst, samtidig med at de får større adgang til indhold på tværs af formater, og lyttere får flere valgmuligheder."
Udbydere af podcast-hostingtjenester og indholdsskabere kan læse mere om, hvordan man aktiverer HLS–video i Apple Podcasts, samt hvordan man bruger Apples produkter og værktøjer til at optage, producere og dele fantastiske videopodcast-episoder på podcasters.apple.com.
Tilføjelsen af HLS-videopodcasts bygger på den fantastiske oplevelse, som Apple Podcasts allerede tilbyder i mere end 170 lande og områder. Som en dedikeret app, der er særligt designet til podcasts, giver Apple Podcasts brugere muligheder for at gå på opdagelse blandt millioner af shows inden for flere hundrede kategorier, hvor de kan tilpasse deres lytte- og seeroplevelse med funktioner som Forbedring af dialog, afspilningshastigheder fra 0,5 x til 3 x, automatisk oprettelse af kapitler, links med perfekt timing og transskriptioner af over 125 millioner episoder på 13 sprog. Lyttere kan også støtte indholdsskabere direkte via premium-abonnementer med fordele som eksklusivt indhold og podcasts uden reklamer.
HLS video er tilgængelig fra i dag i betaversionen af iOS 26.4, iPadOS 26.4 og visionOS 26.4. Funktionen vil være tilgængelig for brugere af iPhone, iPad og Apple Vision Pro samt via Apple Podcasts på nettet i løbet af foråret. Apples podcast-bibliotek findes på tværs af iPhone, iPad, Mac, Apple Watch, CarPlay, Vision Pro samt online på podcasts.apple.com.
Del artikel

Media

  • Tekst i denne artikel

  • Billeder i denne artikel

Pressekontakt

Martin Lund Nielsen

media.dk@apple.com

33 42 22 36

Apple Media Helpline

media.dk@apple.com

33 42 22 36